Udsigten fra scenen 2009 (foto:VKC)

Efter sidste års kæmpesucces, arrangerer VerdensKulturCentret igen en stor fest. Hvis du lyst til at opleve og være en del af denne fantastiske interkulturelle event sammen med tusinder af andre, så kom og vær med på Christiansborg Slotsplads fredag d. 10. september 2010 kl. 14:00 – 20:00.

ALLE ER VELKOMNE!

VerdensKulturCentret og samarbejdspartnere fra organisations- og erhvervsliv opfølger succesen fra sidste år, hvor den første store offentlige Eid fest i København nogensinde blev afholdt på Rådhuspladsen. Der er igen i år sørget for en masse gode oplevelser og underholdning for både børn og voksne. Man kan deltage i forskellige interessante og udfordrende aktiviteter, samt høre et suverænt verdensmusikalsk show fra scenen. Endelig kan man smage mad fra hele kloden – for uden mad ingen Eid!

Da en af grundidéerne bag projektet er at bruge Eid som en ramme for et positivt kulturmøde blandt københavnere, håber vi på bred opbakning og deltagelse uanset alder, køn, religion,politisk overbevisning og etnicitet. Eid festen på Rådhuspladsen er for ALLE, som vil mødes i fællesskab, åbenheden og mangfoldighed.

Musikprogrammet på Store Scene og øvrige detailprogrammer offentliggøres d. 30. august på www.verdenskulturcentret.dk.

Glæd dig til blandt andre Burhan G, KNA Connected og Poetic Pilgrimage (UK)!

Ingen relaterede artikler.

Seminariet var et forsøg på at etablere nye samarbejder indenfor kunst og kultur i de nordiske lande.  Nordisk Kulturfond vil nemlig meget gerne have flere projekter der afspejler vor tids multikulturelle samfund. Derfor var en stor del af de inviterede kunstnere flerkulturelle. Og de havde en masse gode ideer og bud på, hvordan man får sat gang i projekter der også inkluderer kunstnere med en flerkulturel baggrund.

Så hvis du har en ide til et projekt der involvere mindst to nordiske lande – hvoraf Danmark er det ene – så check nordiskkulturfond.dk.

Et af fondens indsatsområder er netop projekter der støtter nye nordboeres deltagelse i det nordiske kultursamarbejde.

Ingen relaterede artikler.

“ER TOSPROGETHEDEN EN BARRIERE ELLER EN RESSOURCE? KAN MAN HAVE MERE END ÉN IDENTITET?”

SÅDAN SPURGTE GAZETTE PÅ ET DEBATMØDE I MAJ MÅNED ET PANEL BESTÅENDE AF FORSKER NORMANN JØRGENSEN, GENERALSEKRETÆR I GRÆNSEFORENINGEN KNUD ERIK THERKELSEN, FOLKETINGSMEDLEM YILDIZ AKDOGAN (S) SAMT TO ”BINDESTREGS-DANSKERE”: DEN UNGE TYSK-DANSKER MAXIE MATTHIESEN OG DEN UNGE TYRKISK-DANSKER BIRCAN EKER. HER BLEV DERES ERFARINGER MED AT VÆRE DEL AF ET MINDRETAL OG HAVE EN ‘BINDESTREGS-IDENTITET’ DISKUTERET. VI BRINGER HER EN FORKORTET UDGAVE AF NOGLE AF INDLÆGGENE.

Af Mik Aidt, Udskrift af lydoptagelser: Iben Lehnert

 MAXIE MATTHIESEN:

Jeg er en alsterwasser blanding

 Hvem er jeg? Og hvor mange? Er jeg dansker? Er jeg tysker? Eller kan man rumme både det ene og det andet? Kan jeg være både-og?

Jeg er vokset op i byen Eckernförde, som ligger syd for den danske grænse og var et dansk område i gamle dage. Men så skete der det, at der i 1920 var folkeafstemning, og så blev grænsen flyttet, så området er tysk nu. Men fordi der stadig boede mange danske familier i området, sikrede en kontrakt mellem Danmark og Tyskland, at danskerne stadig kunne leve med deres sprog og kultur, danske skoler og kirker. Og de er der stadig.

HVERKEN DET ENE ELLER DET ANDET

Mine forældre er tyskere. De mødte hinanden i Berlin og flyttede så op nordpå. Men de sendte mig på en dansk skole. Især fordi de syntes, at det ville være en gave, hvis jeg voksede op som tosproget. Men også fordi de bedre kunne lide det danske skolesystem, hvor der bliver sat mere pris på de blødere værdier. Vi spillede meget teater, havde meget idræt, hjemkundskab og sløjd. Så jeg skulle gå på den danske skole, og så fulgte mine to mindre søskende bagefter. Set i bakspejlet er vi meget glade for det valg.

Officielt tilhører jeg det danske mindretal i Tyskland, fordi man faktisk selv kan vælge, om man gerne vil være dansker eller tysker. Men jeg tror nu, at jeg hverken er det ene eller det andet.

FORDELE OG ULEMPER

En fordel ved at være tosproget er, at jeg har meget nemt ved at lære et tredje og et fjerde sprog. Jeg har været i Latinamerika, hvor jeg lærte at tale spansk i løbet af en måned. Nu læser jeg engelsk på Københavns Universet.

Blandt ulemperne er, at jeg nogle gange slet ikke lægger mærke til, når jeg skifter fra det ene sprog til det andet. Plus at når jeg så er hjemme i Tyskland, er der så mange danske ord i mit hoved. Det bliver til en underlig blanding, som mine forældre slet ikke kan forstå.

Man kan godt høre på mig, at selv om jeg nu har boet i Danmark i syv år, har jeg en tydelig tysk accent. Mine venner gør stadig lidt grin med det. Men det er godt, at man kan grine af det, og måske er ironi og humør et godt værktøj til det gode kulturmøde og til at knække barrierer. I starten, da jeg flyttede til Danmark, gad jeg ikke at være sammen med de mennesker, som jeg var vokset op sammen med. Jeg troede, at man skulle være sammen med danskerne for at blive rigtig velintegreret og autentisk dansker. Jeg gik så langt, som at jeg slet ikke ville snakke med nogen, der havde en tysk-dansk baggrund.

SOM ALSTERWASSER

Men efter nogle år opdagede jeg, at jeg havde det lidt skidt med det. At jeg savnede noget. Og så skrev jeg mig på en venteliste for at få en plads på et kollegium på Frederiksberg, hvor der også bor en masse andre tysk-danskere, og hvor man taler meget tysk. Det er blevet min base nu. Jeg er kommet væk fra at prøve på at være ”pæredansk”. Jeg synes stadigvæk godt, at jeg kan fastholde mine danske venner, samtidig med at jeg har den tysk-danske base at falde tilbage på.

Hvad det er at være dansker, har jeg ikke fundet noget svar på. Jeg synes, at jeg er dansk, men jeg er også tysk. For at beskrive det lidt metaforisk, vil jeg sammenligne det med den drink, man drikker i Nordtyskland, som hedder Alsterwasser. Det er en blanding af øl og sodavand. Man kunne godt forestille sig, at hvis den danske kultur var øl, og den tyske var sodavand – og man så blander de to ting – så kommer der en helt tredje smag ud af det, der rummer begge dele.

Jeg føler mig som sådan en alsterwasser-drink. Og jeg tror, at vi alle sammen, os fra Sydslesvig, vender tilbage til blandingen. Jeg er meget glad for at kunne tage de positive ting fra begge kulturer og dermed være en forfriskende alsterwasser-blanding!

NORMANN JØRGENSEN:

Der er ingen dansk kultur

 Vi kan ikke tale om en dansk kultur – eller den danske kultur, som nogle gør. Forestillingen om ”den danske kultur” er ren og skær ideologisk konstruktion. Der findes ikke noget som helst, som vi bare tilnærmelsesvist kan blive enige om, er den danske kultur. I Danmark var der og er stadig katolikker, jøder, ateister, fattige vestjyske fiskere og fede tykke baroner, der ikke på no­gen måde repræsenterer noget kulturelt fællesskab!

Forestillingen om, at vi har et fællesskab af den art, er opfundet af de europæiske kongedømmer i 1700-tallet, som havde bildt folk ind, at de havde fået magten af Gud. Men folk begyndte at stille spørgsmål.

Og med Oplysningstiden blev det nødvendigt at finde på en ny begrundelse for at samle magten. Det blev så til, at “folket ønskede, at det skulle være sådan.” Tanken om at til ét folk hører én nation, ét sprog og én kultur, er en europæisk opfindelse fra 1700-tallet, som er eksporteret til resten af verden med enorme skadevirkninger til følge.

Det er stadig denne national-romantiske forestilling, der driver de politiske kræfter i Danmark. En forestilling, der undervurde­rer de kompetencer, som mange af vores sproglige mindretal kommer med. Det er historisk passé, og det er skadeligt.

Heldigvis kan vi se på den yngste generation – stort set overalt, hvor vi kommer – at den forståelse af, hvordan verden hænger sammen, ikke vil kunne bruges om 30–50 år.

KNUD ERIK THERKELSEN:

Svaret fra grænselandet

 I grænselandet mellem Danmark og Tyskland har dan­skerne og tyskerne i mange år stået meget skarpt over for hinanden. Der var rigtig gode grunde til ikke at sige, at man var tysker, hvis man boede i Sønderjylland efter anden verdenskrig.

Men i Sønderjylland er der sket en fantastisk udvikling, så man nu mødes i respekt og i øjenhøjde. Og der er en værdsættelse af den kulturelle og sproglige mangfoldig­hed, som mindretallet – dansk, tysk, frisisk – og flertallet repræsenterer.

Det stærkeste, vi kan sige om udviklingen i Sønderjylland er, at den igennem de sidste 50 år er gået fra konflikt til fre­delig sameksistens. Fra ”mod hinanden” til ”med hinanden”, og nogen siger næsten ”for hinanden” i dag. Den udvikling viser, at situationen, som vi ser i Danmark nu, vil løsne sig. Der er håb forude.

Indtil for ganske få år siden fik de unge i grænselandet lus­singer, hvis de brugte det ”forkerte” sprog. Men i dag tør de unge stå frem og tale på begge sprog. ”Jeg er begge dele” siger de. ”Jeg har to identiteter”.

BROBYGGERE

Det er mennesker, der er danske i hovedet, men borgere i Tyskland – og som rummer noget af det nye, vi har brug for i Danmark. Nemlig evnen til at kunne flere sprog, at kunne begå sig i flere kulturer, at kunne være brobyggere imellem kulturerne. Den evne, som danskerne i høj grad har tabt.

I Grænseforeningen vil vi gerne oplyse om disse ting. Vi vil gerne berette om det danske mindretal. Vi prøver nu – sam­men med det tyske mindretal, for der var jo også nogle ty­skere, som blev i Danmark – at bruge disse mindretals historie til at fortælle danskerne, og også danskere med anden etnisk baggrund, at fænomenet mindretal faktisk findes.

HALV MILLIARD TIL MINDRETAL

Men også til at rejse dette spørgsmål: Hvordan kan det være, at den danske stat bruger en halv milliard kroner om året på at støtte det danske mindretal og deres parallelsamfund med danske skoler, kirker, avis, politisk parti, og så videre – altså støtter det at være dansk i Tyskland – samtidig med, at vi gør alt, hvad vi kan for næsten at tvangsassimilere borgere i Danmark, som repræsenterer andre sprog og andre kulturer? Hvorfor har vi så stor forståelse for det danske mindretal i Sydslesvig og så lidt for andre etniske minoriteter? Det er da værd at diskutere!

Danmarkshistorien rummer så meget skyts, så meget krudt, så mange argumenter, som kan bruges af danskere med an­den etnisk baggrund. Der er så meget at hente, hvis I kender den. Lad det være en opfordring til at prøve at komme bag om de her ting, for der er masser af vitaminer i den debat, som vi har så frygteligt hårdt brug for. For danskerne har meget hårdt brug for at blive bedre til at mødes.

BIRCAN EKER:

Det er i Danmark, jeg hører til

 Mine forældre kom til Danmark fra Tyrkiet, min far allerede i 1970. Han var blandt de første, der kom her til landet fra sit område. Dengang kom folk, fordi der var mangel på arbejdskraft i Danmark, og de havde en forventning om, at de skulle tjene en masse penge og så rejse hjem igen. Men sådan blev det ikke.

Lige så længe jeg kan huske, har min far sagt til mig: “Du skal være læge, advokat eller ingeniør.” Selv har jeg altid vidst, at det skulle jeg ikke. Men min far sendte mig i skole, da jeg var fem år gammel, for nu skulle jeg være en dygtig pige og få mig en god uddannelse.

FIK DU KUN 11

I 9. klasses afgangseksamen fik jeg 11 (efter den gamle karakterskala) i mundtligt dansk. Jeg gik glad hjem til mine forældre og fortalte, hvad jeg havde fået. Min mor blev glad, men min far kiggede lidt på mig, og så sagde han: “Hvorfor har du ikke fået 13?”

Da jeg gik på universitetet, besluttede jeg mig for at tage til udlandet og læse i et halvt år, og jeg valgte at tage til Tyrkiet for at finde ud af, hvor jeg egentlig hører til.

Det fedeste var, at når jeg gik på gaden, var der ikke nogen, der kunne se, at jeg var anderledes. Men når jeg begyndte at tale med folk, kunne de høre at jeg taler tyrkisk med dansk accent.

Jeg fandt ud af, at det er i Danmark, jeg hører til. Fordi uanset hvordan man vender og drejer det, så er jeg født her i landet. Mine venner er her, min familie er her, og jeg er mest præget af den opvækst, jeg har haft her i landet.

JEG ER PRIVILEGERET

I Tyrkiet boede stort set alle studerende på universitetets om­råde. Når jeg var i læsesalen, undrede jeg mig over, at én af mine medstuderende altid var der. Uanset hvor tidligt jeg kom om morgenen, og uanset hvor sent jeg gik om aftenen, så sad han der. Jeg fandt så ud af, at det var fordi, han ikke havde noget sted at bo. Han kom fra en lille landsby og en familie, der ikke havde særlig mange penge.

Det gjorde et meget stort indtryk på mig og satte det hele i perspektiv. Fordi når man som ung indvandrer er her i Dan­mark, så kan man godt have en tendens til at fokusere på alt det negative. At man ikke bliver accepteret. At der er racisme. At der er fordomme. At det er svært at få en uddannelse. At man har nogle forældre, der ikke kan hjælpe én med lektierne. Arbejdsgiverne sorterer måske ens ansøgning fra, fordi man har et anderledes navn.

Men det gik pludselig op for mig, at jeg er rigtigt privilegeret. At jeg bor i et land, hvor jeg faktisk får penge for at gå i skole. Så da jeg kom tilbage til Danmark, var jeg meget mere motiveret, end jeg havde været før, og fortsatte mit studie.

DANSKERGHETTO

Et halvt år senere besluttede jeg mig for at tage til udlandet igen. Denne gang ville jeg i praktik i Bruxelles på et dansk EU-kontor. Det var første gang, jeg skulle søge et rigtigt job, en praktikplads, og jeg gjorde mig mange overvejelser om, hvorvidt jeg f.eks. skulle skrive, at jeg kan læse og skrive tyrkisk eller ej.

Men man kan jo se på mit navn, at jeg ikke er dansk, så jeg valgte at skrive det hele, åbent og klart, og jeg fik faktisk den første praktikplads, jeg søgte, og var den første på mit studie, der fik en praktikplads. Jeg kom til Bruxelles og tænkte, at jeg skulle ned og møde en masse mennesker og lære en masse sprog og en masse kultur.

Men jeg fik mig noget af et chok. For jeg arbejdede på et dansk kontor, boede et sted, hvor der kun kom danskere, der var cafeer og restauranter, hvor der kun kom danskere, og jeg befandt mig i et fuldstændigt dansk miljø i udlandet.

Dér gik det op for mig, at det ikke er så mærkeligt, at man finder sammen med dem, der har samme rødder, når man er i et andet land. Det er meget naturligt, og det behøver ikke nødvendigvis at være negativt.

FIK DET FØRSTE JOB

Jeg kom hjem fra Tyrkiet og skulle søge job, da jeg skulle til at skrive speciale. Der var høj akademikerarbejdsløshed, 40 procent, så jeg var i samme dilemma igen:

“Hvad skal jeg skrive på min ansøgning?” og “Mon jeg kan få et job?”

Men jeg fik faktisk det første job, jeg søgte. Igen.

Jeg er tilknyttet en kampagne i Integrationsministeriet, som hedder ‘Brug for alle unge’, hvor jeg tager rundt i hele landet for at tale til unge om uddannelse og job. Det, jeg altid siger til dem, er, at man skal fokusere på det positive, fordi man faktisk har rigtig mange muligheder.

I Danmark er der sket en udvikling i forhold til dengang, vores forældre kom. Dengang var man glad for dem, fordi der var brug for dem. Siden er det vendt rundt. Der er kommet en meget negativ retorik, og man snakker meget om ”danskhed”. Men alligevel har man en rigtig stor gave i at være tosproget, og det danske samfund er begyndt at kunne se den fordel.

F. eks. rekrutterer mange virksomheder nu mangfoldigt, fordi de kan se, at det er en fordel.

TAG DET BEDSTE

Da jeg var yngre, tænkte jeg: “Hvorfor er jeg ikke dansker?”, fordi så ville tingene bare være så meget nemmere. Men i dag er jeg virkelig glad for, at jeg kender til to kulturer, jeg kan to sprog, jeg kan endda flere, og jeg kan vælge og vrage, som jeg har lyst til – og tage det gode fra begge dele.

Om man er dansker eller tyrker? Det er jeg gået væk fra at tale om og tænke på, fordi vi unge, som er her i Danmark med en an­den etnisk baggrund end dansk, vi har vores helt egen kultur.

Vi kan ikke passe ind i præcis den samme kultur, som de unge med forældre, der er født og opvokset her i landet generationer tilbage. Men vi kan heller ikke passe ind i den kultur, der er i det land, vores forældre kommer fra. Så vi har vores helt egen kultur, og det kan godt ske, at vi ikke har nogen nationalstat, men vi har vores egen, særlige identitet.

Ingen relaterede artikler.

Man føler sig lidt utryg, men skaber hurtigt et fællesskab med andre nyankomne. Det var en del af læren, da et europæisk projekt, der skal give en fornemmelse af, hvordan det er at komme til et fremmed land som flygtning eller indvandrer, gæstede Danmark.

Af Evelina Gold og Kristina Svith Villadsen

Allerede i døren føler man sig mærkelig til mode. De smiler et mere officielt end venligt smil, de socialarbejderne, der tager imod én på Det Tyrkiske Kulturcenter på Frederiksberg. Med tyrkiske gloser og fagter viser de os ind i det lavloftede lokale, hvor ældre mænd med bedekrans, sixpence og dybe rynker sidder fordybet i en samtale i hjørnet, mens tyrkisk fodbold kører på højeste volumen på fladskærmen.

For os er det et rollespil. En del af en workshop, der skal give en bedre forståelse for, hvordan det er for en indvandrer eller en flygtning at komme til et fremmed land. Workshoppen er en del af projektet ’Building a House of Diversity’, hvor europæiske deltagere i en fiktiv rolle som nyankomne i Tyrkiet får en oplevelse af, hvordan deres land tager imod flygtninge og indvandrere.

Projektet, der har stablet en omvendt verden på benene, er blevet til i et samarbejde mellem det danske ’Kristeligt Studenter-Settlement’ og EU-programmet ’Livslang Læring’. I dag er vi danskerne, der er kommet til Tyrkiet og skal starte fra bunden.

Brev på tyrkisk

Første puinkt på dagens program var interviews. Det havde der stået i det brev på tyrkisk, som man fik med posten en uge inden mødet, og som man måtte ty til Google Translate for nogenlunde at forstå. En efter en bliver vores navne råbt op i en næsten uigenkendelig form, og mens resten af deltagerne sender lidt nervøse blikke hen over de søde kager med dadelfyld, bliver vi enkeltvis gennet ind i et rum lidt væk fra de andre.

”Hvorfor er du kommet til Tyrkiet?”, ”Hvad har du tænkt dig at lave her?” ”Hvordan vil du få arbejde?” ”Er du alene eller sammen med din familie?” Spørgsmålene kommer i en lind strøm fra embedsmanden på den anden side af skrivebordet. De bliver oversat fra tyrkisk af tolken, som man har fået stillet til rådighed. Embedsmanden noterer flittigt på sin blok. Er der huller i ens historie, bliver de hurtigt fundet.

”Hvorfor er du rejst fra din mand, når I lige er blevet gift?” Man vrider sig lidt på stolen og forsøger at finde et godt svar inden næste spørgsmål. Der bliver stillet krav til, at man skal påbegynde sprogundervisning og forsøge at finde et job inden næste samtale en måned senere, men man bliver også tilbudt hjælp. Ude i fællesrummet fortæller en af de andre deltagere, lattercoachen, om, hvordan hun havde held med at overbevise dem om, at hun skulle opstarte en latterklub i Tyrkiet. De andre griner.

Lignende workshops er blevet afholdt i flere europæiske lande. Nogle steder komprimeret til én dag, som her i Danmark, mens programmet i Holland strakte sig over fem dage, hvor deltagerne også blev indkvarteret hos en tyrkisk familie.

Idéen er, at projektet skal munde ud i en film og en bog om, hvordan det er at komme til et fremmed land. Det skal bruges som undervisningsmateriale af mennesker, der arbejder med integration.

Del af fællesskab

Vi har efterladt skoene uden for døren og forsøger nu at hakke os igennem de tyrkiske sætninger, som læreren skriver på den gammeldags, grønne tavle. Det er næsten umuligt, og vi ler befriende, da en af de andre deltagere udbryder: ”Jamen, jeg forstår jo ikke, hvad manden siger!”

Stemningen er livligere nu, end da vi blev interviewet. Det værste er overstået, og vi er en del af et fællesskab af nyankomne, der klunter sig igennem et fremmed sprog og senere skal lære om det tyrkiske samfund og dets traditioner.

Vi er ikke længere alene med et sprog og en tankegang, som vi ikke helt forstår. Og da vi senere under evalueringen taler om, at det er utroligt, hvor hurtigt man finder sammen i grupper med mennesker, der ligner én selv, nikker de fleste af deltagerne bekræftende.

Relaterede artikler:

Hvordan ser en dansker ud….?

Af Sadi Tekelioglu

Integration er en alvorlig sag, der vedrører mange mennesker. Integrationssnakken har endda indflydelse på kommende generationer. Det har ikke før nu været muligt at definere integration og blive enige om, hvornår man rent faktisk var integreret.

Men Gazette har fundet ud af det! Se tjeklisten. Når du gør, som der står her, så kan du prale af at være integreret og endda bede om et rødbedefarvet pas. God fornøjelse.

- Du holder op med at byde cigaretter til alle omkring bordet.

Du ved, at du er integreret, når…

- Du køber dig en hund.

- Du begynder at besøge dine forældre efter aftale.

- Dine danske venner holder op med at servere dadler, når du er på besøg hos dem.

- Du cykler på arbejde.

- Du begynder på en dyb diskussion ved dørtrinnet, når du er ved at tage afsked med dine gæster.

- Du begynder at løbe ture i parken i stedet for at betragte dem, der motionerer.

- Du har flere bøger end film derhjemme.

- Du tror på alt, hvad eksperterne siger i  TV.

- Du begynder at holde tale til fester.

- Du laver en aftale 14 dage før, du skal hygge dig med familien eller vennerne.

- Du giver kvajebajer.

- Du siger nej tak til reklamer i din postkasse.

- Du deltager i bryllupsfester, hvor antallet af gæster ikke overstiger 70.

- Du er ikke er racist, men…

- Du ved, hvad Sidney Lee laver.

- Du beder om at købe en enkelt cigaret.

- Du begynder at bruge ordet “nå”, når du ikke ved, hvad du skal sige.

- Du ikke er inviteret til bryllup hver weekend.

- Din bagage ikke overstiger 20 kg, når du skal besøge hjemlandet.

- Du holder op med at betragte håndværkerne, der arbejder hjemme hos dig.

- Du hører P1, ser Deadline og TV2 News og holder meget af rugbrød.

- Du piller din parabolantenne ned.

- Du holder op med at stemme på dit hjemlands bidrag ved Melodi Grand Prix.

Ingen relaterede artikler.

Den første workshop blev afholdt i starten af maj i København og havde fokus på det gode CV.

21 medlemmer fra Foreningen o.n.e. var mødt frem.

- Den første workshop forløb rigtig godt. Vi havde afsat to timer, men brugte næsten en time ekstra, fordi der var så god dialog. Jeg blev aldrig helt færdig med min præsentation, og det er jo et godt tegn. Deltagerne var fantastisk engagerede, og der var en rigtig god energi på mødet, fortæller rekrutteringskonsulent hos Tryg, Benedikte Sarroe, som stod for oplægget om det gode CV.

- Jeg var virkelig overrasket over engagementet. Deltagerne stillede rigtig gode spørgsmål og var velforberedte.

Empowerment

Det var faktisk Foreningen o.n.e. der tog kontakt til Tryg, der hurtigt sagde ja tak til muligheden.

Formålet med samarbejdet er at skabe empowerment blandt unge dansk-tyrkere og styrke deres måde at præsentere sig på, både i CV og til jobsamtalen.

Det er planen, at der skal holdes i alt tre workshops: Den første om det gode CV, den anden om det at skrive jobansøgninger og den tredje med fokus på den gode jobsamtale. Alle tre workshops holdes i København, men vil sandsynligvis også blive gennemført i Århus senere på året.

Deltagerne er medlemmer af Foreningen o.n.e. ,der enten er ved at være færdige eller er færdige med deres uddannelse. Så der var en stor spredning blandt deltagerne, både i forhold til alder og uddannelsesbaggrund.

Strategi for inklusion

Samarbejdet passer rigtig godt ind i Trygs overordnede politik.

Birgitte Kofod Olsen, som er CSR (Corporate Social Responsibility) chef hos Tryg, var i efteråret travlt beskæftiget med at udarbejde en CSR strategi, hvor inklusion blev formuleret som et vigtigt indsatsområde. I Danmark er der ifølge Danmarks Statistik 6,4 % med ikke-vestlig baggrund, og da det er vigtigt for Tryg at afspejle befolkningssammensætningen, skal der arbejdes på, at rekruttere flere med anden etnisk baggrund end dansk.

- Lige nu har vi 3,3 % med anden etnisk baggrund ansat, og det er vores mål i 2011 at nå op på 4 %.

Vi vil forsøge at nå målet ved internt at gøre opmærksom på indsatsområdet, så lederne i huset bliver opmærksomme på, at der er en målsætning om rekruttering af unge med anden etnisk baggrund, fortæller Birgitte Kofod Olsen,

- Når vi deltager i uddannelsesmesser og andre udadvendte aktiviteter, vil Tryg naturligvis gerne sende det signal, at vi er en inkluderende og mangfoldig virksomhed.

Tryg vil naturligvis også gerne tiltrække de bedste medarbejdere, så derfor er det væsentligt at vise, at der er plads til alle. Når vi samarbejder med o.n.e., får vi adgang til en større talentmasse. Og så sælger vi jo et produkt, der er relevant for alle, og derfor det er vigtigt, at alle kan se sig selv som kunde hos Tryg.  Derfor er mangfoldighed vigtig, fastslår hun.

Deltagerne i samarbejdet kan efterfølgende vælge at lægge deres CV ind i Trygs database. Det er helt frivilligt. Birgitte Kofod Olsen understreger, at der ikke er tale om positiv særbehandling, men at det klart er en styrke at have så mange som muligt at vælge mellem inden for alle grupper.

Går begge veje

I foreningen o.n.e. er de rigtige glade for samarbejdet.

- Foreningen o.n.e. har etableret et samarbejde med Tryg af flere grunde og til gavn for både Tryg og Foreningen o.n.e. Det er vigtigt at skabe et godt netværk til private organisationer, der tager et ansvar for mangfoldigheden, og som ønsker at bidrage til, at flere unge nydanskere får lige muligheder på arbejdsmarkedet. Derudover er det også en god mulighed for o.n.e., at vi kan profilere os ved at tilbyde faglige arrangementer i form af bl.a. workshops til gavn for både os og vores medlemmer. Alt i alt er det et samarbejde, der skaber gevinst for begge parter. Vi værdsætter virkelig Trygs samarbejde med o.n.e., siger foreningens formand Musa Kekec.

Dit CV er din livshistorie, men fortalt kort…

•  Det er dit personlige markedsføringsmateriale, der skal skaffe dig et nyt job.

•  Det er det først indtryk af dig som person og evt. kommende medarbejder, og du har to minutter til at gøre et godt og relevant indtryk.

• Der er ikke kun én rigtig opskrift på et godt CV, men der er nogle guidelines.

ET CV BØR INDEHOLDE FØLGENDE    

• Overskrift med kontaktdata og sidefod med sidetal

• Kort resumé (ca. 50 ord) målrettet jobbet

• Personlige oplysninger

• Uddannelse (hvis nyuddannet og første job listes dette først)

• Supplerende uddannelse/efteruddannelse/kurser

• Ansættelsessteder – erhvervserfaring

• IT-kompetencer og niveau

• Sprog

• Udlandsophold

• Fritidsinteresser

• Referencer

”De ting vi skal lære, før vi kan gøre dem, lærer vi ved at gøre dem”

Aristoteles

Ingen relaterede artikler.

Arj Barker har i USA optrådt på samtlige store talkshows og er et stort internationalt comedyfestival-navn, især i Storbritannien, Australien og New Zealand. Lige siden han vandt Perriers pris som bedste nye komiker tilbage i år 2000, har han lagt publikum ned med sine finurlige observationer og højst originale jokes.

Han er bedst kendt i Europa for sin rolle som komikerne Jermaine og Bretts skøre ven Dave i den überpopulære Emmy-vindende tv-serie ”Flight of the Conchords” og for sin prisbelønnede animations-webserie ”Arj and Poopy”. Arj ramte plet med figuren Dave og fik med sine korte, men intenst sjove gæsteoptrædender skabt et kultfænomen.

Nu arbejder Arj Barker på at få sit store gennembrud i Europa, hvilket bl.a. bringer ham forbi Danmark. Her er muligheden for at møde en af de helt store kommende stjerner på stand-up

comedyhimlen.

Spurgt om hvad han synes, er det bedste er ved at rejse verden rundt som komiker, svarede han,  ”at optræde, drikke, score damer’…. og tage på museum”.

Oplev Arj Barker + Jonatan Spang d. 28 september 2010 på Comedy Zoo. Billetterne kan købes på BilletNET og samtlige posthuse.

Ingen relaterede artikler.

Af Kristina Svith Villadsen og Evelina Gold

Det danske ord ”gift” er afledt af det oldgræske ord for ”løfte”. Og det er, hvad brylluppet går ud på. At love hinanden evig kærlighed og troskab.

I gamle dage var brylluppet en sikring af især kvinden, økonomisk og socialt. I dag er ægteskabet mange steder ikke en nødvendighed. Alligevel vælger par hvert år at give hinanden deres ja og fejre kærligheden sammen med familie og venner. Bryllupstraditionerne er nærmest utallige og forskellige fra kultur til kultur. Her er et udpluk af traditioner i kærlighedens tegn.

Inden brylluppet

Ordet polterabend er tysk og består af ”poltern”, at larme, og ”abend”, aften. Oprindeligt var det en skik, der gik ud på, at en kommende bruds venner smadrede porcelæn og lertøj på hendes dørtærskel og derefter blev inviteret indenfor. I de borgerlige kredse i 1800-tallet blev polterabend til en festlig middag, hvor gommen aftenen før sit bryllup tog afsked med ungkarlelivet med sine mandlige venner.

I dag er traditionen med at gøre polterabenden til en offentlig ydmygelse af den kommende brud eller gom ved at forsvinde til fordel for en dag med fælles aktiviteter.

Der findes et hav af traditioner for, hvad der sker inden brylluppet i andre kulturer. I Malaysia kan gommen sende nogle børn over til sin kommende hustru med en bakke  med smukt anrettet mad og origamiblomster foldet af pengesedler. Blandt andet i Indien får den kommende brud dekoreret hænder og fødder med smukke motiver i henna. Og i Bulgarien hælder en kommende brud indholdet af et fad med hvede, mønter og et råt æg ud over sig selv lige inden bryllupsceremonien. Hvis fadet går i stykker, bringer det lykke.

Det endegyldige ja

”Så tilspørger jeg dig, Anders Jensen, vil du have Line Hansen, som hos dig står, til din ægtehustru? Vil du ære og elske hende og leve med hende i medgang og modgang…”

Nogenlunde sådan lyder første del af vielsesritualet under kirkevielser i de vestlige lande. Et kirkebryllup er juridisk gyldigt på samme måde som en vielse på rådhuset og foregår med bønner, salmer, bibellæsninger, vielsestale og velsignelse.

I andre kulturer findes der mange forskellige vielsesritualer. Bryllupper i f. eks. Pakistan og Indien er noget, der kan vare i op til en uge. I Indien vasker brudens forældre parrets fødder i mælk.

Under buddhistiske vielsesceremonier bliver to tråde med perler vævet sammen som symbol på to familier, der bliver til én.

Et jødisk par bliver viet under et halvtag af stof. Til sidst i ceremonien knuser den jødiske gom et vinglas, som symbol på den menneskelige lykkes skrøbelighed.

En muslimsk vielse består i, at parret udveksler løfter, hvorpå Koranen holdes over brudens hoved som tegn på, at hun bliver indlemmet i mandens familie.

I Iran er det en skik, at en lykkeligt gift kvinde holder et halvgennemsigtigt sjal over parrets hoveder. Og når de nygifte har udvekslet løfter, bliver sukkerkrummer drysset over deres hoveder for at bringe held.

Æg og kosteskaft

I det muslimske Sudan skal brudeparret som en del af bryllupsceremonien kysse deres forældres knæ i en bøn om velsignelse og som et løfte om fortsat at adlyde deres forældre. Senere finder en anden ceremoni sted, hvor parret står ansigt til ansigt. Bruden indenfor i deres fælles hus, gommen udenfor. En brudepige leder an i ritualet, hvor æg bliver knust, og syv kosteskafter bliver brændt som symbol på, at man smider de dårlige vaner, der kunne true ægteskabet, ud.

Bryllupsgæsterne i det kristne Armenien kaster gerne mønter efter bruden, og et duepar bliver sluppet løs som tegn på kærlighed og lykke.

I Sydafrika kan der være tolv symboler til stede ved bryllupsceremonien – vin, hvede, peber, salt, bitre urter, vand, en gryde og en ske, et kosteskaft, honning, et spyd, et skjold samt en kopi af Bibelen eller Koranen. Symbolerne repræsenterer aspekter af den kærlighed og styrke, der forener to familier.

I Guatemala bliver parret bundet sammen med et sølvreb som symbol på deres evige forening. Og i Belize kan bruden vælge at valse op til alteret sammen med sin far i stedet for at gå.

Til et bryllup i Puerto Rico er det almindeligt, at en dukke klædt som bruden bliver placeret for enden af bordet. Dukken er dækket af amuletter, og gæsterne får små kopier af dukken med hjem.

Et græsk brudepar bliver under vielsen iført guldkroner eller blomsterkranse med silkebånd og bliver gennem festen æret som konge og dronning. Under festen bliver tallerkener og fade slået i stykker for at bringe held og lykke, og mønter kastes efter musikerne.

Også et russisk par bliver ’kronet’, hvis de bliver gift efter ortodoks skik. De skal aflægge deres løfter på et særligt tæppe, som de skal løbe om kap hen til. Den, der når tæppet først, bliver angiveligt husstandens overhoved.

Forskellige farver

Brudekjolens udseende har ændret sig i tidens løb. I middelalderen i den vestlige verden var den hvide kjole noget, der hørte til hos adelen og ved hoffet. Blandt den almindelige befolkning blev man ofte gift i sin egns dragt. Fra midten af 1800-tallet blev de fleste kvinder gift i en sort kjole, fordi sort dengang var en festfarve. Først efter 1. verdenskrig bredte de hvide brudekjoler sig til alle samfundslag med den hvide farve som symbol på uskyld.

Tager man østpå i dag, f. eks. til Kina eller Vietnam, skifter brudekjolen farve til orange, pink og rød som de mest anvendte. En jødisk brud har noget blåt på sammen med sin kjole, hvor den blå farve står for troskab, mens en indisk brud bliver gift i en pink eller rød sari og har så mange smykker på som muligt. I Armenien er brudens hovedbeklædning lavet ud af pap og forestiller et par vinger, der er dekoreret med fjer.

I de vestlige kulturer har gommen som regel et mørkt jakkesæt på. Mens han i nogle asiatiske kulturer har en silkekimono, er en pakistansk gom f.eks. eksempel klædt i rødt og har en traditionel turban på.

Ingen relaterede artikler.

 I 1996 rejste Baoshan Li fra Kina til Danmark for at arbejde. Han var blevet inviteret af indehaverne af en kinesisk restaurant på Vesterbro, der manglede en god kok. Dengang var der næsten ingen kinesere i Danmark, og Baoshan Li brugte lang tid på at justere det kinesiske køkken, så det ikke mistede sit særpræg, men samtidig blev tilpasset de danske smagsløg.

Danskerne var venlige og imødekommende, og Baoshan Li knoklede hårdt for at klare sig i det nye land. Fire år efter åbnede han sin egen restaurant i Helsingør, og i dag ejer han restauranten Tea Restaurant i Helgolandsgade i København. Restauranten fik i 2007 fire kokkehuer ud af fem i Politiken, og Baoshan Li har i dag flere ansatte. Han interesserer sig for den danske kultur og følger med i, hvad der sker i det land, der nu er hans. Men han har aldrig lært at tale dansk og er en del af det, som flere gange er blevet kaldt ’den tavse minoritet’. Af og til er den også blevet beskrevet som den dårligst integrerede minoritet i Danmark i forhold til sprog og uddannelse.

- Vi bruger tid på at etablere os og vil gerne have stabilitet i vores eget liv, før vi kan begynde at tænke over, hvordan samfundet skal være og blande os i samfundsdebatten. Måske når restauranten kører bedre igen, kan jeg slappe af og lære lidt mere dansk, siger Baoshan Li på kinesisk og ser på sin søn Hao Li, der i dagens anledning også er hans tolk.

De sidder ved et af restaurantens træborde, begge klædt i blå skjorter. Far og søn. Men hvor Baoshan Lis skjorte har fine mønstre på langs, er Hao Lis en moderne cowboyskjorte. To skjorter, der er lige så ens og forskellige som de to generationer.

Det vigtige arbejde

Baoshan Li var blevet skilt fra sin kone, og det havde hele tiden været meningen, at deres søn også skulle flytte til Danmark. Da Baoshan Li havde været i Danmark i to år, fulgte Hao Li derfor efter. Dengang var han 10 år gammel, og allerede to dage efter sin ankomst legede han med de andre børn i gården. De var nysgerrige efter at høre om livet i Kina, og især historier om de mange lektier og den strenge disciplin i de kinesiske skoler vakte fascination.

Hao Li lærte hurtigt dansk, fik danske venner og har aldrig følt sig hverken fremmed eller dårligt modtaget. I dag læser han jura på universitetet og drømmer om at blive advokat.

- Hvis man går ud med en positiv holdning om, at man gerne vil møde andre mennesker, så kan jeg ikke forestille mig, at man ville blive afvist. Jeg forstår ikke, hvorfor nogle bliver kriminelle i Danmark. Her har man jo alle muligheder, siger han.

Samtidig nikker han genkendende til billedet af hans far og mange kinesere fra hans generation som ’den tavse minoritet’. Sproget er en af de største barrierer, mener Hao Li. Og så er der arbejdsbyrden.

- De skulle etablere sig på meget kort tid og havde derfor ikke tid til at deltage aktivt i andre ting. Desuden holder de sig meget i baggrunden og har deres ting og deres værdier. At arbejde og stifte familie. De har ikke så store krav til, hvordan samfundet skal være. Så længe det ikke går ud over deres ting, så er de tilfredse,  siger han og forklarer, at arbejdet er enormt vigtigt for kinesere.

De kunne aldrig affinde sig med at læne sig tilbage og modtage offentlig støtte. De vil altid bruge arbejdet til at opnå endnu mere og vil gerne både have hus, bil og mulighed for at investere deres penge, forklarer Hao Li.

Bag ham har hans far sat sig ved et af de andre borde i restauranten med en computer. Han følger med i, hvad der sker i Danmark på en dansk hjemmeside, hvor danske nyheder bliver oversat til kinesisk. Ved baren er væggen tapetseret med aviser med kinesiske tegn og billeder af mad.

Det er Baoshan Li selv, der står bag gryderne. Det er også ham, der har indrettet restauranten med den enkle opdækning, appelsintræerne i vinduet og de sort/hvide fotos fra Kina på væggene.

Respekt for de ældre

Hao Li hjælper også til i restauranten. Især med det praktiske. Men han er der ikke så meget som tidligere, nu hvor han læser på universitetet. Uddannelse er nemlig førsteprioritet i en kinesisk familie som den, han er vokset op i, fortæller han.

- Min far har altid sagt, at man skal færdiggøre sine ting og gøre de ting, som man har sat i gang, ordentligt. Jeg har altid fået at vide, at jeg skulle på universitetet, siger han og forklarer, at han på mange måder er blevet opdraget kinesisk. Med mere disciplin, stærke familiemønstre og med en respekt for den ældre generation, der betød, at han hørte efter, hvad der blev sagt, og opførte sig derefter. Noget, som ikke altid var helt let, når vennerne trak i ham, og faderen samtidig spurgte, om han kunne hjælpe i restauranten.

- Nogle gange var det da en byrde, når de andre fra gymnasiet skulle ud. Men man kan jo altid feste med vennerne. Det her er mere vigtigt, siger han om at hjælpe til i restauranten.

Om det er den tankegang og opdragelse, der gør, at man aldrig hører om efterkommere af kinesere, der laver ballade i Danmark, kan hverken far eller søn komme med et entydigt bud på. Men det spiller helt klart en rolle, mener de.

- Det har noget med vores kultur at gøre. Den er stadig påvirket af konfucianismen, der handler om at gøre det rigtige og respektere de ældre,” siger Baoshan Li og henviser til filosoffen Konfucius, der levede for mere end 2000 år siden og søgte at skabe et harmonisk samfund gennem blandt andet uddannelse og respekt for klassiske ritualer.

- Men jeg tror, at alle opdrager deres børn positivt og lærer dem, at de skal lade være med at ødelægge noget, begå kriminalitet og gøre de forkerte ting. At de skal gøre det rigtige, siger Baoshan Li. Hao Li oversætter, hvad hans far lige har sagt, og tilføjer:

- Jeg kan ikke forestille mig, at man i andre kulturer ville gøre det modsatte og opdrage på en modsat måde. Det er bare det mest logiske at gøre.

Ikke nær så flittige

Da Baoshan Li kom til Danmark i 1996, var der næsten ingen kinesere i Danmark. Siden er der kommet flere til, men det er stadig en lille minoritet med bare 9.798 kinesiske immigranter og efterkommere, kinesiske arbejdere og studerende. Familien Li er en del af minoriteten og har klaret sig rigtig godt i Danmark. Samtidig er de med Hao Li, der snart fylder 22 år, ved at smide mærkatet som ’den tavse minoritet’, mener Hao Li selv.

- Sådan nogle som mig, vi kommer da sikkert til at blande os mere i debatten. Fra min familie har jeg fået frihed til og mulighed for at gå ud og integrere mig.

- De fleste af mine venner er danske, men jeg kan også godt lide at hænge ud med mine kinesiske venner. Vi forstår hinanden, fordi vi har samme baggrund og familiemønstre. Vi er også mere nørdede, når vi er sammen, fordi vi alle er i gang med en universitetsuddannelse. Jeg føler sig både som dansker og som kineser og har taget noget med fra begge kulturer. Der er gode ting i dem begge.

Det er hans far enig i. Han respekterer danskerne for deres ærlighed og retfærdighedssans. Og så kan han godt lide, at danskerne har forskellige sfærer, som de agerer i og undlader at blande sammen. Som arbejde og privatliv. Det gør det nemlig lettere at løse konflikter. Blander man det private og det professionelle, kan en konflikt i en kinesisk familieejet restaurant f.eks. være svær at løse.

Baoshan Li ser på sin søn, mens han med et genert grin tilføjer noget på kinesisk. Hao Li oversætter sin fars svar på, hvad han aldrig kommer til at vænne sig til ved danskerne. Han smiler også.

- Han siger, at danskerne ikke er nær så flittige som kineserne.

 Fakta: Kinesere i Danmark

I Danmark er der 9.798 kinesere. Medregnet er både kinesere med dansk statsborgerskab, kinesere, der arbejder i Danmark, og studerende.  Antallet af kinesere – både indvandrere og efterkommere – med dansk statsborgerskab er 2.264.  I Danmark er der i alt 548.039 indvandrere og efterkommere, så kineserne udgør kun en lille del af dem.

Ingen relaterede artikler.

Janus Metz’ krigsdokumentar Armadillo vandt d. 20. maj den store pris i Semaine de la Critique-programmet på filmfestivalen i Cannes.

Filmen får nu premiere d. 27. maj – 6 uger før planlagt!

ARMADILLO er historien om to unge soldater, Mads og Daniel, der mister deres uskyld i krigen i Afghanistan; eventyrlystne og med åbent sind rejser de fra Danmark til deres første udstationering i en ’skarp’ situation. Filmen er en rejse ind i de unge soldaters sind og et forsøg på afdækning af, hvad det vil sige at være i krig; og det er et meget lidt romantisk billede. Som et karakterdrevet, psykologisk drama afsøger Armadillo, hvordan politik møder realiteter, når det internationale samfunds intentioner om demokratisering og udvikling kolliderer med krigens skræmmende ansigt i den komplekse og ekstreme situation i Afghanistan.

Siden den overvældende modtagelse på filmfestivalen i Cannes har ARMADILLO været omtalt massivt i både danske og internationale medier. Filmen har fået meget ros og har allerede sat gang i en ny debat om krigen i Afghanistan, men endnu er det kun danske pressefolk og udvalgte politikere der rent faktisk har set filmen

- Efter den massive mediedækning af ARMADILLO skylder vi danskerne, at de også selv får mulighed for at tage stilling til filmen – og ikke blot få andres holdning præsenteret gennem medierne. Derfor har vi valgt at sende filmen i biografen så hurtigt som muligt, udtaler instruktør Janus Metz.

Filmen får premiere torsdag den 27. maj i ca. 40 biografer over hele Danmark.

Ingen relaterede artikler.