Et sprog – to identiteter

“ER TOSPROGETHEDEN EN BARRIERE ELLER EN RESSOURCE? KAN MAN HAVE MERE END ÉN IDENTITET?”

SÅDAN SPURGTE GAZETTE PÅ ET DEBATMØDE I MAJ MÅNED ET PANEL BESTÅENDE AF FORSKER NORMANN JØRGENSEN, GENERALSEKRETÆR I GRÆNSEFORENINGEN KNUD ERIK THERKELSEN, FOLKETINGSMEDLEM YILDIZ AKDOGAN (S) SAMT TO ”BINDESTREGS-DANSKERE”: DEN UNGE TYSK-DANSKER MAXIE MATTHIESEN OG DEN UNGE TYRKISK-DANSKER BIRCAN EKER. HER BLEV DERES ERFARINGER MED AT VÆRE DEL AF ET MINDRETAL OG HAVE EN ‘BINDESTREGS-IDENTITET’ DISKUTERET. VI BRINGER HER EN FORKORTET UDGAVE AF NOGLE AF INDLÆGGENE.

Af Mik Aidt, Udskrift af lydoptagelser: Iben Lehnert

 MAXIE MATTHIESEN:

Jeg er en alsterwasser blanding

 Hvem er jeg? Og hvor mange? Er jeg dansker? Er jeg tysker? Eller kan man rumme både det ene og det andet? Kan jeg være både-og?

Jeg er vokset op i byen Eckernförde, som ligger syd for den danske grænse og var et dansk område i gamle dage. Men så skete der det, at der i 1920 var folkeafstemning, og så blev grænsen flyttet, så området er tysk nu. Men fordi der stadig boede mange danske familier i området, sikrede en kontrakt mellem Danmark og Tyskland, at danskerne stadig kunne leve med deres sprog og kultur, danske skoler og kirker. Og de er der stadig.

HVERKEN DET ENE ELLER DET ANDET

Mine forældre er tyskere. De mødte hinanden i Berlin og flyttede så op nordpå. Men de sendte mig på en dansk skole. Især fordi de syntes, at det ville være en gave, hvis jeg voksede op som tosproget. Men også fordi de bedre kunne lide det danske skolesystem, hvor der bliver sat mere pris på de blødere værdier. Vi spillede meget teater, havde meget idræt, hjemkundskab og sløjd. Så jeg skulle gå på den danske skole, og så fulgte mine to mindre søskende bagefter. Set i bakspejlet er vi meget glade for det valg.

Officielt tilhører jeg det danske mindretal i Tyskland, fordi man faktisk selv kan vælge, om man gerne vil være dansker eller tysker. Men jeg tror nu, at jeg hverken er det ene eller det andet.

FORDELE OG ULEMPER

En fordel ved at være tosproget er, at jeg har meget nemt ved at lære et tredje og et fjerde sprog. Jeg har været i Latinamerika, hvor jeg lærte at tale spansk i løbet af en måned. Nu læser jeg engelsk på Københavns Universet.

Blandt ulemperne er, at jeg nogle gange slet ikke lægger mærke til, når jeg skifter fra det ene sprog til det andet. Plus at når jeg så er hjemme i Tyskland, er der så mange danske ord i mit hoved. Det bliver til en underlig blanding, som mine forældre slet ikke kan forstå.

Man kan godt høre på mig, at selv om jeg nu har boet i Danmark i syv år, har jeg en tydelig tysk accent. Mine venner gør stadig lidt grin med det. Men det er godt, at man kan grine af det, og måske er ironi og humør et godt værktøj til det gode kulturmøde og til at knække barrierer. I starten, da jeg flyttede til Danmark, gad jeg ikke at være sammen med de mennesker, som jeg var vokset op sammen med. Jeg troede, at man skulle være sammen med danskerne for at blive rigtig velintegreret og autentisk dansker. Jeg gik så langt, som at jeg slet ikke ville snakke med nogen, der havde en tysk-dansk baggrund.

SOM ALSTERWASSER

Men efter nogle år opdagede jeg, at jeg havde det lidt skidt med det. At jeg savnede noget. Og så skrev jeg mig på en venteliste for at få en plads på et kollegium på Frederiksberg, hvor der også bor en masse andre tysk-danskere, og hvor man taler meget tysk. Det er blevet min base nu. Jeg er kommet væk fra at prøve på at være ”pæredansk”. Jeg synes stadigvæk godt, at jeg kan fastholde mine danske venner, samtidig med at jeg har den tysk-danske base at falde tilbage på.

Hvad det er at være dansker, har jeg ikke fundet noget svar på. Jeg synes, at jeg er dansk, men jeg er også tysk. For at beskrive det lidt metaforisk, vil jeg sammenligne det med den drink, man drikker i Nordtyskland, som hedder Alsterwasser. Det er en blanding af øl og sodavand. Man kunne godt forestille sig, at hvis den danske kultur var øl, og den tyske var sodavand – og man så blander de to ting – så kommer der en helt tredje smag ud af det, der rummer begge dele.

Jeg føler mig som sådan en alsterwasser-drink. Og jeg tror, at vi alle sammen, os fra Sydslesvig, vender tilbage til blandingen. Jeg er meget glad for at kunne tage de positive ting fra begge kulturer og dermed være en forfriskende alsterwasser-blanding!

NORMANN JØRGENSEN:

Der er ingen dansk kultur

 Vi kan ikke tale om en dansk kultur – eller den danske kultur, som nogle gør. Forestillingen om ”den danske kultur” er ren og skær ideologisk konstruktion. Der findes ikke noget som helst, som vi bare tilnærmelsesvist kan blive enige om, er den danske kultur. I Danmark var der og er stadig katolikker, jøder, ateister, fattige vestjyske fiskere og fede tykke baroner, der ikke på no­gen måde repræsenterer noget kulturelt fællesskab!

Forestillingen om, at vi har et fællesskab af den art, er opfundet af de europæiske kongedømmer i 1700-tallet, som havde bildt folk ind, at de havde fået magten af Gud. Men folk begyndte at stille spørgsmål.

Og med Oplysningstiden blev det nødvendigt at finde på en ny begrundelse for at samle magten. Det blev så til, at “folket ønskede, at det skulle være sådan.” Tanken om at til ét folk hører én nation, ét sprog og én kultur, er en europæisk opfindelse fra 1700-tallet, som er eksporteret til resten af verden med enorme skadevirkninger til følge.

Det er stadig denne national-romantiske forestilling, der driver de politiske kræfter i Danmark. En forestilling, der undervurde­rer de kompetencer, som mange af vores sproglige mindretal kommer med. Det er historisk passé, og det er skadeligt.

Heldigvis kan vi se på den yngste generation – stort set overalt, hvor vi kommer – at den forståelse af, hvordan verden hænger sammen, ikke vil kunne bruges om 30–50 år.

KNUD ERIK THERKELSEN:

Svaret fra grænselandet

 I grænselandet mellem Danmark og Tyskland har dan­skerne og tyskerne i mange år stået meget skarpt over for hinanden. Der var rigtig gode grunde til ikke at sige, at man var tysker, hvis man boede i Sønderjylland efter anden verdenskrig.

Men i Sønderjylland er der sket en fantastisk udvikling, så man nu mødes i respekt og i øjenhøjde. Og der er en værdsættelse af den kulturelle og sproglige mangfoldig­hed, som mindretallet – dansk, tysk, frisisk – og flertallet repræsenterer.

Det stærkeste, vi kan sige om udviklingen i Sønderjylland er, at den igennem de sidste 50 år er gået fra konflikt til fre­delig sameksistens. Fra ”mod hinanden” til ”med hinanden”, og nogen siger næsten ”for hinanden” i dag. Den udvikling viser, at situationen, som vi ser i Danmark nu, vil løsne sig. Der er håb forude.

Indtil for ganske få år siden fik de unge i grænselandet lus­singer, hvis de brugte det ”forkerte” sprog. Men i dag tør de unge stå frem og tale på begge sprog. ”Jeg er begge dele” siger de. ”Jeg har to identiteter”.

BROBYGGERE

Det er mennesker, der er danske i hovedet, men borgere i Tyskland – og som rummer noget af det nye, vi har brug for i Danmark. Nemlig evnen til at kunne flere sprog, at kunne begå sig i flere kulturer, at kunne være brobyggere imellem kulturerne. Den evne, som danskerne i høj grad har tabt.

I Grænseforeningen vil vi gerne oplyse om disse ting. Vi vil gerne berette om det danske mindretal. Vi prøver nu – sam­men med det tyske mindretal, for der var jo også nogle ty­skere, som blev i Danmark – at bruge disse mindretals historie til at fortælle danskerne, og også danskere med anden etnisk baggrund, at fænomenet mindretal faktisk findes.

HALV MILLIARD TIL MINDRETAL

Men også til at rejse dette spørgsmål: Hvordan kan det være, at den danske stat bruger en halv milliard kroner om året på at støtte det danske mindretal og deres parallelsamfund med danske skoler, kirker, avis, politisk parti, og så videre – altså støtter det at være dansk i Tyskland – samtidig med, at vi gør alt, hvad vi kan for næsten at tvangsassimilere borgere i Danmark, som repræsenterer andre sprog og andre kulturer? Hvorfor har vi så stor forståelse for det danske mindretal i Sydslesvig og så lidt for andre etniske minoriteter? Det er da værd at diskutere!

Danmarkshistorien rummer så meget skyts, så meget krudt, så mange argumenter, som kan bruges af danskere med an­den etnisk baggrund. Der er så meget at hente, hvis I kender den. Lad det være en opfordring til at prøve at komme bag om de her ting, for der er masser af vitaminer i den debat, som vi har så frygteligt hårdt brug for. For danskerne har meget hårdt brug for at blive bedre til at mødes.

BIRCAN EKER:

Det er i Danmark, jeg hører til

 Mine forældre kom til Danmark fra Tyrkiet, min far allerede i 1970. Han var blandt de første, der kom her til landet fra sit område. Dengang kom folk, fordi der var mangel på arbejdskraft i Danmark, og de havde en forventning om, at de skulle tjene en masse penge og så rejse hjem igen. Men sådan blev det ikke.

Lige så længe jeg kan huske, har min far sagt til mig: “Du skal være læge, advokat eller ingeniør.” Selv har jeg altid vidst, at det skulle jeg ikke. Men min far sendte mig i skole, da jeg var fem år gammel, for nu skulle jeg være en dygtig pige og få mig en god uddannelse.

FIK DU KUN 11

I 9. klasses afgangseksamen fik jeg 11 (efter den gamle karakterskala) i mundtligt dansk. Jeg gik glad hjem til mine forældre og fortalte, hvad jeg havde fået. Min mor blev glad, men min far kiggede lidt på mig, og så sagde han: “Hvorfor har du ikke fået 13?”

Da jeg gik på universitetet, besluttede jeg mig for at tage til udlandet og læse i et halvt år, og jeg valgte at tage til Tyrkiet for at finde ud af, hvor jeg egentlig hører til.

Det fedeste var, at når jeg gik på gaden, var der ikke nogen, der kunne se, at jeg var anderledes. Men når jeg begyndte at tale med folk, kunne de høre at jeg taler tyrkisk med dansk accent.

Jeg fandt ud af, at det er i Danmark, jeg hører til. Fordi uanset hvordan man vender og drejer det, så er jeg født her i landet. Mine venner er her, min familie er her, og jeg er mest præget af den opvækst, jeg har haft her i landet.

JEG ER PRIVILEGERET

I Tyrkiet boede stort set alle studerende på universitetets om­råde. Når jeg var i læsesalen, undrede jeg mig over, at én af mine medstuderende altid var der. Uanset hvor tidligt jeg kom om morgenen, og uanset hvor sent jeg gik om aftenen, så sad han der. Jeg fandt så ud af, at det var fordi, han ikke havde noget sted at bo. Han kom fra en lille landsby og en familie, der ikke havde særlig mange penge.

Det gjorde et meget stort indtryk på mig og satte det hele i perspektiv. Fordi når man som ung indvandrer er her i Dan­mark, så kan man godt have en tendens til at fokusere på alt det negative. At man ikke bliver accepteret. At der er racisme. At der er fordomme. At det er svært at få en uddannelse. At man har nogle forældre, der ikke kan hjælpe én med lektierne. Arbejdsgiverne sorterer måske ens ansøgning fra, fordi man har et anderledes navn.

Men det gik pludselig op for mig, at jeg er rigtigt privilegeret. At jeg bor i et land, hvor jeg faktisk får penge for at gå i skole. Så da jeg kom tilbage til Danmark, var jeg meget mere motiveret, end jeg havde været før, og fortsatte mit studie.

DANSKERGHETTO

Et halvt år senere besluttede jeg mig for at tage til udlandet igen. Denne gang ville jeg i praktik i Bruxelles på et dansk EU-kontor. Det var første gang, jeg skulle søge et rigtigt job, en praktikplads, og jeg gjorde mig mange overvejelser om, hvorvidt jeg f.eks. skulle skrive, at jeg kan læse og skrive tyrkisk eller ej.

Men man kan jo se på mit navn, at jeg ikke er dansk, så jeg valgte at skrive det hele, åbent og klart, og jeg fik faktisk den første praktikplads, jeg søgte, og var den første på mit studie, der fik en praktikplads. Jeg kom til Bruxelles og tænkte, at jeg skulle ned og møde en masse mennesker og lære en masse sprog og en masse kultur.

Men jeg fik mig noget af et chok. For jeg arbejdede på et dansk kontor, boede et sted, hvor der kun kom danskere, der var cafeer og restauranter, hvor der kun kom danskere, og jeg befandt mig i et fuldstændigt dansk miljø i udlandet.

Dér gik det op for mig, at det ikke er så mærkeligt, at man finder sammen med dem, der har samme rødder, når man er i et andet land. Det er meget naturligt, og det behøver ikke nødvendigvis at være negativt.

FIK DET FØRSTE JOB

Jeg kom hjem fra Tyrkiet og skulle søge job, da jeg skulle til at skrive speciale. Der var høj akademikerarbejdsløshed, 40 procent, så jeg var i samme dilemma igen:

“Hvad skal jeg skrive på min ansøgning?” og “Mon jeg kan få et job?”

Men jeg fik faktisk det første job, jeg søgte. Igen.

Jeg er tilknyttet en kampagne i Integrationsministeriet, som hedder ‘Brug for alle unge’, hvor jeg tager rundt i hele landet for at tale til unge om uddannelse og job. Det, jeg altid siger til dem, er, at man skal fokusere på det positive, fordi man faktisk har rigtig mange muligheder.

I Danmark er der sket en udvikling i forhold til dengang, vores forældre kom. Dengang var man glad for dem, fordi der var brug for dem. Siden er det vendt rundt. Der er kommet en meget negativ retorik, og man snakker meget om ”danskhed”. Men alligevel har man en rigtig stor gave i at være tosproget, og det danske samfund er begyndt at kunne se den fordel.

F. eks. rekrutterer mange virksomheder nu mangfoldigt, fordi de kan se, at det er en fordel.

TAG DET BEDSTE

Da jeg var yngre, tænkte jeg: “Hvorfor er jeg ikke dansker?”, fordi så ville tingene bare være så meget nemmere. Men i dag er jeg virkelig glad for, at jeg kender til to kulturer, jeg kan to sprog, jeg kan endda flere, og jeg kan vælge og vrage, som jeg har lyst til – og tage det gode fra begge dele.

Om man er dansker eller tyrker? Det er jeg gået væk fra at tale om og tænke på, fordi vi unge, som er her i Danmark med en an­den etnisk baggrund end dansk, vi har vores helt egen kultur.

Vi kan ikke passe ind i præcis den samme kultur, som de unge med forældre, der er født og opvokset her i landet generationer tilbage. Men vi kan heller ikke passe ind i den kultur, der er i det land, vores forældre kommer fra. Så vi har vores helt egen kultur, og det kan godt ske, at vi ikke har nogen nationalstat, men vi har vores egen, særlige identitet.

Ingen relaterede artikler.