Realityshows – reality-Ho’s?

Af Louise Møller Kirkegaard

Realityshows sendes på alle kanaler og helst i den bedste sendetid. Realityshows findes i alle afskygninger, lige fra uskyldige programmer om madlavning, havearbejde og børneopdragelse til de mere vilde af slagsen, med reality-stars – der mest er kendte for hjernedøde udtalelser, druk og sex for åben skærm. Selviscenesættelse er det nye sort – men hvad med konsekvenserne?

Man kan jo spørge sig selv om, hvorfor der er så mange mennesker, der ønsker at udstille sig selv på tv? Medierne er nådesløse, når det kommer til kritik af diverse reality-stars og deres måde at udstille dem på. Men alligevel stiller de unge gerne op for at få 15 minutters berømmelse og så blæse være med konsekvenserne, for de er jo ‘kendte’.

Thomas Ziehe, professor ved universitet i Hannover, beskæftiger sig med hvordan unge konstruerer sig selv. Hans senere arbejde er baseret på de ændringer, der er sket i unges hverdagsliv og mentalitet siden 1980′erne.

Thomas Ziehe mener, at der er sket en mentalitetsændring blandt de unge, som er forårsaget af en stærk individualiseringstendens. De unge i dag har mange flere valg end deres forældre havde, hvor den normregulerede verden nu er skiftet ud med en mere præferenceorienteret verden. Den normregulerede hverdag var præget af regler, normer og forpligtelser, som de tidligere generationer voksede op med.

I dag er de unge i højere grad frie til at træffe valg ud fra egne præferencer. Men denne frihed bærer, ifølge Ziehe, nogle negative konsekvenser med sig. Præferenceorientering medfører, at man er lidt kronisk utilfreds, fordi bevidstheden om at ens drømme og ønsker ikke bliver opfyldt er til stede hele tiden. Med de mange valgmuligheder medfølger også mange fravalg. Det er nu muligt selv at fra- og tilvælge de informationer, nyheder, film og programmer man ønsker at se, og det kan have konsekvenser for den almene dannelse, mener Ziehe.

De unge i dag er vokset op i en tid, hvor de er vant til at kommunikere på en helt anden måde. De lever i en teknologisk tidsalder, hvor mobiltelefoner, computere er allemandseje. Deres hverdagskultur og viden er derfor præget af populærkulturen, hvor diverse instanser lige fra musik, film og tv dominerer og tillader unge at skabe en parallel verden, hvor de både kan til- og fravælge informationer samt iscenesætte sig selv gennem internetfællesskaber. Man kan på diverse chatrooms, datingsider og facebook skabe præcis det billede af sig selv, som man ønsker omverdenen skal se – en facade der fungerer som ens officielle ansigt.

Det er blevet muligt at udstille sig selv ‘online’, og derfor har grænserne stille og roligt rykket sig mht., hvad der er tilladt at tale om i det offentlige rum. Det er blevet legitimt at åbne op og tale om alt på åben skærm, som jo tydeligt også ses i diverse realityshows. Det startede i 90′erne med tv-shows som Robinson Ekspeditionen og en uskyldig omgang Big Brother. I dag har ethvert realityshow med respekt for sig selv Sex, dumme udtalelser og fulde deltagere på programmet – for det er jo det de unge vil ha’?

Mange af de unge der tilmelder sig diverse programmer gør det for at få opmærksomhed og blive ‘kendte’ – men for hvad? De tænker ikke på de konsekvenser det kan have for dem, da de ikke har indflydelse på, hvordan diverse medier vil udstille dem bagefter og undervejs.

Medierne udskifter moral og etik ud med seertal og underholdning på andres bekostning, da det er dem, der klipper programmerne sammen, og derved kan bestemme hvordan den enkelte skal udstilles. Kedeligt må det endelig ikke være – så hellere offentlig ydmygelse gerne med et øgenavn som hænger ved. Hvem husker ikke ‘Dildo-Jill’ fra Big Brother 2001?

Hvis man tager et program som X-factor så udvælger pre-castere de ca. de 200 deltagere, som skal ind foran dommerne og svines til, gøres grin med og få et højt rungende ‘nej’ i programmet. Men der stopper ydmygelserne ikke. Bagefter så kan man se deres optræden på youtube, hvor folk kan grine af dem og smide linket på facebook, så andre også får mulighed for at bliver underholdt. – Og der er min pointe: Seerne har også et ansvar! Der må være en årsag til at tv-producenterne sender reality-shows i overflod, nemlig at der er seere til programmerne. Og der er en årsag til at bladene skriver om dem, nemlig at der er læsere. – Så hvem er det egentlig der er en reality-ho? Medierne, den kendte eller dem der ser programmerne og læser bladende?

louise@gazette.dk