Slut med point på kærligheden
Af Christine Balle Mikkelsen
Afskaffelsen af pointsystemet for udlændinge er nu en realitet. I dag skulle folketinget stemme om den tidligere regerings pointsystem, og det blev et ”nej tak”.
”Vi sætter ikke tal på kærligheden – det er en god dag”. Sådan skriver Manu Sareen på sin facebookside om dagens resultat af afstemningen. Det var regeringspartierne, Enhedslisten og Liberal Alliance, der i dag gav stemmer til afskaffelsen af det pointsystem, som før gjorde det sværere for en uudannet end en højt uddannet at blive familiesammenført i Danmark.
Justitsminister, Morten Bødskov, fortalte i en pressemeddelelse før afstemningen, at den tidligere regering med pointsystemet havde drevet udlændingepolitikken for langt ud. Men 24 års reglen og tilknytningskravet er stadig en del af den danske udlændingepolitik.
I samme omgang som pointsystemet bliver afskaffet, bliver det beløb som en familie skal stille som sikkerhed for at få et familiemedlem til landet sat til 50.000 d.kr., hvilket er en halvering i forhold til tidligere.








