Den længe ventede rejse

Af Melanie Gunarathnam

Nogle gange har vi mennesker brug for at komme lidt væk fra vores travle hverdag for at få lidt ro og fred i sindet og sjælen og genfinde os selv; hvem vi er, og hvem der holder af os.

I min mave flagrede der mindst hundrede sommerfugle nervøst og på samme tid spændt rundt, da dagen til den længe ventede rejse kom. Jeg skulle med min mor, søster og onkel til Sri Lanka efter tretten lange år. Det var en rejse, jeg i flere evigheder havde drømt meget om. Både om natten og i dagtimerne.

Noget der betyder meget for mig er min skønne familie. For som alle ved er der noget unikt over hver ene­ste fa­milie. Det er det ubrydelige og ufattelig stærke bånd, det dej­lige sammenhold og omsorgen, som hver en­kelt indi­vid har brug for.

Identitetskrise

Jeg glædede mig mest af alt til at se min el­skede mormor. Et men­neske jeg har set frem til at møde for første gang efter tretten år. Et menneske som jeg kun har set billeder af og talt i telefon med, og alligevel synes vores forhold at være stærkt.

Jeg havde ikke kun behov for en pause i min travle hverdag, men også for at få lidt ro i sindet og svar på nogle ubesvarede spørgs­mål. Svar efter hvem jeg var, og hvem folk rundt omkring mig var. Jeg havde i en periode haft en mindre identitetskrise, hvor jeg hadede spørgsmål som: ”Er du dansker?” Jeg tøvede altid tvivl­somt ved sådanne spørgsmål.

”Nej, jeg er tamiler, men født i Danmark.”

”Jamen, hvis du er født i Danmark, er du jo dansk.”

”Men mine forældre er tamilere. De blev født på Sri Lanka.” Og det kunne blive ved med de utallige spørgsmål, så jeg havde de­sperat brug for at få besvaret dem.

Svulmede fødder

Efter at have ankommet til lufthavnen i ho­vedstaden Columbo, var både min søster og jeg ved at blive kvalt af den lunkne og tunge atmosfære. Vores fødder svulmede bogstave­ligt talt op til dobbelt størrelse, og vi svedte flere liter. Vi overnattede hos nogle af min onkels venner og kørte senere nord på, tidligt om morgenen. Vi ankom til Jaffna, som ligger i det nordlige Sri Lanka, tidligt næste morgen.

Min mave slog kolbøtter, og jeg havde lyst til at springe ud af bilen og løbe ind i min families åbne favn. Vi blev overvældet af den fredfyldte kærlighed fra de mange forskellige familie­medlemmer, der tidsnok havde mødt op hjemme hos min morfar, men det tog dog kun en uge at huske alle mine kusiner og fæt­res navne.

Sygedage

Man kan stort set aldrig undgå at blive syg, når man rejser så langt væk, som jeg gjorde. I en uge var jeg syg! Jeg prøver gang på gang at spole tiden tilbage i mit hoved og prøve at finde frem til årsagen. Men det er fuldstændig umuligt. Fordi det kan være hvad som helst. Det kan være det friske og nye lammekød, de an­dre familiemedlemmer tvang mig til at spise, eller nabo­ens jack fruit, som hun mu­ligvis plukkede uden at vaske hænderne. En tredje årsag kunne være, fordi jeg spiste mango om aftenen, og det skulle ikke mætte.

I en hel uge var jeg på toilettet mindst at­ten gange og brækkede mig omkring tre gange. Det var simpelthen forfærdeligt. Jeg følte jeg skulle dø, for det virkede, som om mit spise­rør snoede sig sammen, så jeg ikke kunne synke noget. Det forår­sagede min ske­letagtige og udsultede ud­seende. En af mine sjove onkler gjorde grin med, at jeg bare på én dag havde brugt deres nye og moderne toilet mere end de nogen sinde havde gjort.

Jeg prøver også at finde ud af, hvad der kurede mig. Var det lægens mange og farver­rige piller, eller den hinduistiske præst, som udførte alverdens underlige og sære ritua­ler, som at slå mig på ryggen med sin sandal og kaste nyskårede små bananskiver i hovedet på mig. Det finder jeg heller aldrig ud af.

Nye omstændigheder

Det var noget af en kamp at vænne sig til de nye og anderledes omstændighe­der og men­nesker. Selv om de alle stort set var frem­mede, kunne man aldrig tilsløre eller skjule familie­følelsen i blandt os.

Det var med tiden blevet en vane for os alle at sidde og snakke ude ved den store ter­rasse med de hundrede fluer, skrigende krager og den stigende varme. Det var der min mo­ster plejede at slagte skild­padder, hvor mit job var at jage de mange fluer og sorte kra­ger væk. Det var altid der, vi luk­kede min mor­fars to små hvalpe ud, hvor de løb forvirrende rundt blandt de mange menne­sker. Jeg husker tyde­ligt, de andre stirrede vantro og fuld af afsky på os, da vi tog de små søde hval­pe op og aede dem. Det gør man åbenbart ikke der. For hunde hører til ude på gaden. Der render flere hundrede vild­farende hunde rundt, som enten bliver overset eller kastet sten på.

Den sidste dag indtræffer

Jeg glemmer aldrig mine spøgefulde fætre, som altid gjorde den hede dag til et minde­værdigt eventyr. Som dengang vi fiskede efter små fisk i en forladt brønd ved et ubeboet grund, hvor plan­terne voksede vildt og ube­hersket, eller dengang vi vaskede en af min mormors geder med sæbe og vand. Vi var ret stolte af re­sul­tatet af den rene og nyvaskede ged.

Det var hjerteskærende at tage af sted den sidste dag. Stort set alle fældede en tåre inklu­siv mig, som hulkede i min mormors arme. I det øjeblik husker jeg tydeligt, at jeg ikke ville hjem. Min første tanke, da vi ankom til landet, var at jeg ville hjem igen til kølige Danmark, men nu havde jeg om­bestemt mig. Jeg var fuld­stændig lige­glad med skolen og vennerne, jeg ville blot blive her hos min mormor. Den mormor der sang med sin hæse stemme, den mormor som hal­tede frem og tilbage på sit dårlige ben, den mormor med de sorte sprukne læber og orange tænder, og den mormor der lignede en engel, når man lod sit kridhvide hår hænge løst, så det stod i kontrast til sin mørke hud.

Barn af Irak

De fleste etniske unge har én gang i livet op­levet identitetskrise. ”Hvem er jeg?” har flere af dem spurgt dem selv. Blandt andet irakeren Ala’A B. Mohsen, som i 2010 lavede do­ku­mentarfilmen ”Barn af Irak”

Som syvårig flygtede han med sin familie til Danmark, hvor han voksede op og følte sig hjemme. Men fjorten år senere rejser han ned til Irak, for at vedligeholde forbindelsen med sin irakiske familie og konfrontere sin fortid, som han prøver at ignorere. Han ser negativt på alt, hvad der har med Irak at gøre, til den dag hans mor pludselig dør af hjertestop. Det ændrer hans syn på sit fødeland, og han lærer at acceptere sin baggrund og identitet

Jeg følte præcis på samme måde som Ala’A, indtil jeg så, hvor smuk en kærlighed de kunne skabe med blot hinandens tilstede­værelse. Nu til dags har vi alverdens elektri­ske dingenoter, som vi vælter os over og tager en del af vores opmærksomhed i dagligdagen. Alt det har de aldrig rørt, men alligevel forstår de at bibeholde den specielle varme fra kær­ligheden og omsorgen, de skaber.

I fem uger var jeg ligeglad med, hvordan andre så mig eller deres bedømmelse af mig. Jeg lærte at holde af mig selv, for den jeg var. Nogenlunde. Jeg lærte i hvert fald, at de ta­milske kvinder, der nedgjorde min hudfarve var uvidende, og det var en skam for dem. Ikke for mig. Folk der nede brokker sig over lykken ude i udlandet, når den lige er rundt om hjørnet. Jeg ved, de aldrig vil vænne sig til den nye mentalitet, man har i udlandet, men hvis de bare kunne forstå, at alt, hvad de i forvejen havde, var nok!

Accept af baggrund og identitet

Jeg tror, at det vigtigste og mest lærerige ved min ferie var, at jeg følte mig rigtig hjemme. Jeg kan aldrig forestille at bosætte mig nede på Sri Lanka, men det ville være vidunderligt, hvis alle mine fantastiske familiemedlemmer på Sri Lanka kunne bo sammen i et stort slot. Sådan følte jeg det hver gang, vi var samlet hjemme hos min morfar.

Fordi jeg er født i et dansk samfund, gør det mig ikke automatisk dansk. Det er min holdning. Jeg er måske dansk statsborger og pæredansk på papir, men mit sind siger noget andet. Hvorfor kan jeg ikke bare blande begge kulturer? Tag det bedste fra hver nationalitet og slå det sammen. Det be­høver nødvendigvis ikke at være så komplice­ret. Min tankegang er måske dansk, men jeg hol­der stadig af den tamilske kultur. De værdier de står for, og jeg føler ingen skam eller skyld over ikke at følge dem 100 %. Det rigtige, hvis man kan tillade sig at sige det, er at følge sit hjerte og mærke efter, hvad der føles rigtigt for en selv. For intet men­neske er jo fuldkommen. Det hele afhænger blot af spørgsmålet, om man er klar til at acceptere sin baggrund og identitet.