Kærlighed på tværs af religion og kultur
Af Christine Balle Mikkelsen
VerdensKulturCentret og Verdens Kvinder I Danmark byder alle interesserede indenfor til en festlig aften d. 2. juni. Aftenens fokus vil være ægteskaber på tværs af kultur og religion og centreret om fortællinger fra tre par, der beretter om udfordringer, glæder og meget andet ved at leve i et blandet ægteskab. Efter fortællingerne vil der være middag og musik.
Til en forelæsning på universitetet møder Amina og Christian hinanden og forelsker sig. De har to meget forskellige kulturelle baggrunde med sig. Hvilke eventuelle udfordringer giver det i et forhold? Hvilke positive sider har et sådan forhold?
En aften kommer Sofie hjem til middag hos sine forældre, og i denne anledning tager hun sin nye kæreste med, så forældrene og kæresten kan møde hinanden. Det er ganske forskelligt, hvordan forældre reagerer på det nye ”familiemedlem”, men det er oftere mere problematisk for Erik og Susanne at acceptere Ali end Kasper som svigersøn. Men hvorfor er det sådan? Hvordan gør kultur og eventuelle religionsforskelle sig gældende ved accepten af svigersønnen eller svigerdatteren? Hvis familien aldrig blandede sig i valget af ægtefælde? Ville det betyde, at flere med forskellige kulturelle baggrunde fandt sammen?
VerdensKulturCentret, Verdens Kvinder I Danmark og flere foreninger er gået sammen om et arrangement, som vil sætte fokus på kærlighedsforhold og ægteskaber mellem mennesker med forskellig etnicitet og/eller religion. Tre ”blandede” par vil fortælle deres historie om, hvordan de oplever at leve i et ægteskab med forskellige kulturelle/religiøse baggrunde. På den måde vil initiativtagerne til arrangementet gerne rive op i en forestilling om, at ægteskabskandidater nødvendigvis skal have samme tro og etnicitet som en selv. De tre par er: Yildiz Akdogan & Jonas Holm, Mersiha Cokovic & Michael Daugaard og Yee-mei Yipi & Habib Bargejani.
Elmas Berke, samfundsdebattør og kvinderetsforkæmper, vil være ordstyrer under de tre ægteskabsfortællinger, og efterfølgende vil der være middag og koncert med koret ”Verdens sirener”. Under middagen vil der være god mulighed for at tale om og diskutere aftenens debat.
Det hele foregår lørdag d. 2. juni kl. 16-21 i VerdensKulturCentrets koncertsal, Nørre Allé 7 i København.








