|

Den Skaldede Frisør er udtaget til prestigefyldt filmfestival

Susanne Biers kommende film fortsætter sin gang på verdens største filmfestivaler. For få uger siden blev DEN SKALDEDE FRISØR udtaget til hovedprogrammet på Venedig Film Festival, i dag er det offentliggjort, at den nu også er udtaget til Toronto International Film Festival.

Allerede inden den danske premiere på Susanne Biers længe ventede romantiske komedie DEN SKALDEDE FRISØR 6. september, er der i den grad international interesse omkring filmen. Først blev den som den første danske spillefilm i 22 år udtaget til hovedprogrammet på Venedig Film Festival, hvor den får verdenspremiere. Og i dag kan det offentliggøres, at filmen også er blevet udtaget til festivalprogrammet på Toronto International Film Festival, hvor den får en Special Presentation-visning.

Susanne Bier er et kendt ansigt på filmfestivalen i Toronto, der tidligere har udtaget flere af hendes film. Hævnen startede sit nordamerikanske indtog i netop Toronto, og denne gang er det ligeledes det prestigefyldte Sony Pictures Classics, der står for den nordamerikanske distribution. Selskabet har bl.a. stået bag amerikansk biografdistribution af internationale kæmpesucceser som Howards End, Alt om min mor og Tiger på spring samt en lang række Oscar-vindere i kategorien Bedste Udenlandske Film, senest bl.a. De andres liv, Forfalskerne, Øjnenes Hemmelighed og naturligvis Hævnen.

Holdet bag DEN SKALDEDE FRISØR får en hektisk premierestart. Efter verdenspremieren i Venedig skal de til København, hvor der er gallapremiere i Imperial Bio og så er det direkte videre til Toronto.

DEN SKALDEDE FRISØR er skabt af holdet bag Hævnen og en lang række tidligere Susanne Bier-film. Manuskriptet er skrevet af Anders Thomas Jensen baseret på en historie af Susanne Bier og Anders Thomas Jensen. Filmen er fotograferet af Morten Søborg, klippet af Pernille Bech Christensen og produceret af Sisse Graum Jørgensen og Vibeke Windeløv. I filmen medvirker bl.a. Pierce Brosnan, Trine Dyrholm, Paprika Steen, Kim Bodnia, Christiane Schaumburg-Müller, Molly Egelind, Sebastian Jessen, Micky Skeel Hansen, Bodil Jørgensen og Line Kruse.

Bookmark/share via AddInto

Skriv Kommentar

FritidVist alt