Jeg er ikke dansk. Eller nydansk, andengenerationsindvandrer, 2.g’er eller noget som helst andet nummereret. Jeg kan godt gå med til at være en perle - men ellers er jeg slet og ret bosnier.
En provo. Faktisk kan allerede det, at jeg er bosnier, virke provokerende på nogen. Jeg har flere gange opleve at få skældud af andre samfundsdebattører, for hvad de opfattede som en uvilje mod at være dansk. Underforstået: “Er vi måske ikke gode nok til dig?” og “Det er da det mindste, du kan give igen”.
Det er dem ikke nok, at jeg er mig - jeg er først og fremmest af en bestemt slags, og så gælder det om at være af den rigtige. Andre debattører er gået skridtet videre og har affejet alt, hvad jeg havde at sige, ved at pege på mit navn. De besluttede, at jeg var af den forkerte slags, og at jeg som “fremmed” pænt havde at holde min mund om det danske samfund. En gang gik jeg en af disse kritikere på klingen ved at spørge ham, om han ville have læst min tekst og taget mine argumenter alvorligt, hvis bare jeg havde skrevet under som Louise? Og som det mest naturlige i verden svarede han, at ja, det ville han da.
Er det virkelig den slags detaljer, man vil lade være afgørende for folks rolle i samfundet? Er det blodets bånd eller idéernes bånd, der er vigtige for Danmarks fremgang? Er der et krav om, at man skal være en del af den danske nation, før man kan være en del af det danske samfund?
Som menneskeretsaktivist lever jeg efter devisen, at jeg er forpligtet til at gøre det, jeg kan, dér hvor jeg er. Det vil jeg gøre, uanset hvor i verden jeg er. Og jeg vil stadig være bosnier, og det vil stadig være ligeså irrelevant for min ret til at tage ordet, som det er i dag.
Jeg er jo stadig et menneske. Der er ingen krav om, at man skal være af en bestemt nationalitet for at kunne være aktivist, og det er uden tvivl også derfor, jeg trives så godt i de kredse. Der bliver man hørt. Så kan det vel heller ikke overraske, at det er dér, jeg investerer min tid. Til gengæld har det overrasket mig, at jeg også fik skældud af andre unge fra etniske minoriteter for at have denne indstilling. De var også fortørnede over, at jeg ”ikke ville være dansk” og belærte mig om, at jeg i øvrigt var det, selv om jeg prøvede at lukke øjnene.
Jeg havde svært ved at tro mine egne ører, da de fremførte et synspunkt, jeg havde hørt så mange gange før: Er man ikke dansk, har man pænt at blande sig udenom. Med andre ord: Danmark er for danskerne. Jeg kan sagtens forstå, at det for nogle af dem er altafgørende at blive opfattet som danske. Men løsningen på fremmedfjendskheden er næppe bare at sige, at man ikke er fremmed, og så ellers sende aben videre til dem, der rent faktisk er fremmede og i øvrigt gerne står ved det. Løsningen er at afmontere den ved at spørge, hvad der dog skulle være galt i at være fremmed? Hvad med at fokusere på det, folk har at bidrage med, i stedet for at hænge sig i disse et(n)iketter? Forestil jer bare al den tankerigdom, man går glip af ved at gå mere op i budbringeren end i budskabet.